Omgivelser

[Naturen] - [Himmelbjergpladsen] - [Hotellet]

Foto copyright Ry Kommune. Se flere luftfotos fra det Midtjyske Søhøjland på Ry Kommunes hjemmeside www.ry.dk




Naturen

Himmelbjergets top rejser sig 147 m over havets overflade. Landskabet er skabt efter den sidste istid, hvor smeltevandet under isen gravede sig gennem jordlagene og dannede bakker og dale. Julsø, nedenfor Himmelbjerget, ligger i en smeltevandsdal - en såkaldt tunneldal. Terrænet vest og nord for Himmelbjerget friholdes for trævækst af hensyn til oplevelsen af de specielle terrænformer og den flotte udsigt. Himmelbjerget ligger i et meget skovrigt område med vandreruter gennem skovene til både Ry og Silkeborg. Naturen omkring Himmelbjerget og Ry er afvekslende, og man kan nyde den til fods eller på cykel: Bøgeskove, bakkedrag, dale og søer - og selvfølgelig Gudenåen, der slynger sig gennem landskabet.

 

Til toppen




Himmelbjergpladsen

På pladsen hvor man bliver modtaget når man ankommer til Himmelbjerget forefindes parkeringsplads, boder, hotel og aktivitetsmuligheder. I boderne kan man forsyne sig med mad og drikke og desuden kan man beundre souvenirbutikkernes udvalg med bl.a. lokalt håndværk. Pladsen indeholder muligheder for afslapning på græsplænen under bøgetræerne eller udfoldelser på legepladsen. Ved specielle lejligheder f.eks. det årlige grundlovsmøde er der arrangementer ved skrænten foran talerstolen. Fra pladsen fører der stier til henholdsvis den imponerende udsigt ved Himmelbjergtårnet og en lille vandretur ned til Julsø til rutebådene, Jodle Birge Museet og Hotel Julsø.

Nedenstående panorama kræver et Quicktime Plugin.
Panorer med musen og zoom ind og ud med henholdsvis "shift"- og "ctrl"-tasten


Til toppen




Hotellet

Hotel Himmelbjerget siges at være Danmarks højest beliggende hotel og ligger centralt på Himmelbjergpladsen og med udsigt over Julsø fra både restaurant og hotel. På Hotel Himmelbjerget kan man i Blichersalen se billeder fra digterpræsten Steen Steensen Blichers første folkemøde på Himmelbjerget i 1839. Restauranten kan modtage større selskaber og tilbyde et udvalg af såvel internationale specialiteter som danske nationalretter.




Til toppen